Ugen der gik hos Flyvemyrerne, uge 45 - 2017

Hygge i hytten.:

Ja så blev vi færdige med Sigurd Barrets bog om ”De Nordiske Guder” – vi holdt ud, selvom det var lidt svært. Nu har vi vendt os mod en noget anden genre, nemlig Gunnel Lindes ”Lurituri”. En bog fra dengang Eva var barn, altså en meget gammel historie med ord som ”Sølvtøj”, ”Kukur”, ”Livstykke” og ”store radioer” som man kunne bo i, hvis man altså er en Nisse. Tænk engang, den lille pige i historien ”Kvidretoppen” går ikke i børnehave, men er hjemme hos mor – ja, det var en helt anden tid.

Vi er begyndt på temaet ”Matematik på en sjov måde”. Vi har løst en opgave, som gik ud på at klassificere dyr ud fra antal, farve, størrelse og udseende.

Torsdag tegnede vi fisk, som vi skal bruge i vores ”Fiskedam”.

Sproget.:

Vi har lavet en liste over alle de grimme ord Flyvemyrerne kan. Det var egentlig ikke så mange, så de lavede også selv nogle nye ord, som vi aldrig har hørt før.
Mandag hænger vi (vi har forhørt os hos vores Pædagogiske Leder om det er ok) Karamelsnøre op – en til hver. Hvis en Flyvemyre så siger et af ordene på listen, så klipper vi 1 cm. af Karamelsnøren. Om 14 dage ser vi så, hvor mange der kan få en hel snøre med hjem ? Vi snakkede om Popcorn, men – det ville børnene ikke høre tale om. Hvis I forældre har stærke indvendinger imod dette projekt, så giv lyd. Flyvemyrerne synes det er en fantastisk idé.

Aktiviteter i MT.:

Tirsdag havde vi besøg af ”Danselære Mollie”. Hold da op dans er mange ting, fandt jeg ud af. ”Eleverne” var meget seriøse, opmærksomme og gjorde alt hvad Mollie sagde.
I løbet af dansetimen skulle vi, foruden at danse, også lave forskellige yoga-øvelser og lege stafet – hvor kom det fra ? Drengene hyggede sig med Marcus, hvor hver lavede en kampvogn – man er vel mand ??
Torsdag lavede vi bålmad på BHLP – Efterårspasta med alle mulige forskellige rodfrugter. Mens gryden kom i kog, blev der snittet ”fiskestænger” til vores ”Fiskedam”.

Gymnastik.:

Vi er begyndt på yoga og vil gøre det hver anden uge. Vi læser en historie op – ”En tur til drømmesøen” – hvor vi undervejs skal indtage forskellige stillinger, så som ”Bølger, Barnet, Frøen, Skildpadden, Krabben, Svanen og den ”Lille Bro”. Til slut tegner vi drømmebilleder på ryggen af hinanden.
Ovennævnte stillinger er basisstillinger, som styrker børnene både motorisk, balancemæssigt og kommer hele kroppen igennem.
De var heldigvis alle meget motiverede for at deltage !

Myretuen - Ugen der gik

Ture ud af huset.:

Fredag gik turen til Tranbjerg Bibl., vi skulle se teaterstykket ”Månen over Baobabtræet”. Stykket foregik i Afrika, så vi så både Elefanter, Giraffer, en Leopardunge, en Slange og børn som levede på en helt anden måde end Flyvemyrerne – hovedpersonen, en lille pige på 7 år, måtte hver morgen hente vand fra brønden ude på Savannen og kunne derfor ikke gå i skole som, hendes brødre, men det kom hun alligevel til sidst – et hyggeligt lille stykke med en god morale. På vej til bussen, da vi skulle hjem fandt Salomon en 50’er – den søde dreng, som han jo er, foreslog at vi skulle købe noget hyggeligt til hele gruppen – det gør vi i næste uge.

 

Tak for en dejlig uge – Marcus og Eva.


Myretuen Strandvejen 75 8300 Odder Tlf: 8654 3040 eller 6014 4325 myretuen_strandvejen_75@yahoo.dk

Programmeret og hosted af nordicweb